Kendisfrisøren gør på sin Facebook-profil sine følgere opmærksom på, at en falsk Dennis Knudsen-profil udlover falske gaver.
Dennis Knudsen advarer sine følgere om IKKE at deltage i en konkurrence på en facebookside, der til forveksling ligner hans, men som bestemt ikke er med ham som bagmand.
“ADVARSEL!! Falsk Dennis Knudsen konkurrence fra en FB-side, hvor Dennis Knudsen Private står med stort”.
Sådan skriver Dennis Knudsen tirsdag formiddag på sin Facebook-profil. Frisørens gode navn er nemlig blevet brugt til en falsk konkurrence, hvor folk er bliver franarret flere hundrede kroner, uden at få noget retur.
Til SE og HØR fortæller Knudsen, at det ikke er første gang, svindlere har brugt hans navn og ansigt til at narre penge fra folk.
“Det har jeg været ude for mange gange. Alt lige fra Facebook og Instagram til datingsites eller private sms’er,”
“Den her gang er det så en konkurrence med en hårplejeserie,” fortæller Dennis Knudsen.
Desværre lykkedes det også denne gang at frarøve nogle af hans følgere penge, siger han.
“De misbruger min identitet og stjæler mine billeder fra mine sociale medier. Man er nødt til at gøre folk opmærksomme på det, når man har så loyale kunder, som jeg har,” siger han.
Kendisfrisøren har allerede sammen med sine ansatte forsøgt at anmelde opslaget. Han opfordrer sine følgere til at gøre det samme.
Er man det mindste i tvivl om, hvorvidt en konkurrence på Dennis Knudsens sociale mediesider er for god til at være sand, kan man altid kontakte shoppen for at få det valideret.