Landets største dansestjerne takker af. Silas Holst har danset for sidste gang i ”Vild med dans” og snart også på de skrå brædder, hvor han ikke længere skal have de store danseroller i musicals. Han sætter punktum for sin gloværdige dansekarriere med to ikoniske danseroller på scenen i sin afskedssæson, først i SATURDAY NIGHT FEVER – THE MUSICAL til efteråret og derefter danmarkspremieren på STRICTLY BALLROOM – THE MUSICAL til næste forår.

Der er ingen over og ingen ved siden af. Ingen anden danser i nyere tid har opnået samme brede popularitet og opbakning hos danskerne end Silas Holst. Hjemme i stuerne i ”Vild med dans” på TV 2 og på de skrå brædder over hele landet i store musicalsucceser, hvor han har danset sig ind i hundredtusinder af danskeres hjerter. Men snart stopper han som professionel danser.

Det skriver HAVE Kommunikation i en pressemeddelelse.

Læs også: Nu er det officielt: Prins Harry sender stærkt signal til kong Charles

Silas Holst udtaler:
“Efter et helt liv med dans er tiden kommet til, at jeg sætter mine dansesko på hylden – i hvertfald professionelt. Jeg må erkende, at kroppen ikke er så ung som den har været, og derfor føler jeg, at tiden er inde til at tage hul på en ny etape af min karriere. Dansen har været udgangspunktet for hele min karriere, den har fyldt alt, og jeg har elsket at danse altid. Jeg har mange utroligt dejlige minder med dansen, både fra min medvirken i ”Vild med dans” og på scenen i en lang række forestillinger. Om et år starter et nyt og spændende kapitel i min karriere. Herefter vil jeg fokusere på musicalroller, hvor sang og skuespil er i centrum – men måske der engang i mellem sniger sig et enkelt dansetrin ind.”

Skabte tv-historie i ”Vild med dans”
Silas Holst har danset siden han var to år gammel. Han repræsenterede Danmark ved verdensmesterskaberne i dans i 2004, og det store folkelige gennembrud fik han i ”Vild med dans” i 2008 hvor han medvirkede for første gang. Han har i alt været med ni gange, og med tre sejre er han, sammen med Thomas Evers Poulsen, den mest vindende danser i programmets historie.

Mest mindeværdigt er triumfen fra 2019, hvor han og skuespilleren Jakob Fauerby dansede sig ind i historiebøgerne og blev det første samkønnede par i verden, der vandt i programmet.

Læs også: Jonas Vingegaard og Trines luksuriøs villa: Se de vilde billeder her

Masser af musicalsucces
Ved siden af ”Vild med dans” er han blevet det seneste årtis største mandlige musicalstjerne herhjemme med hovedroller i en perlerække af store succeser, bl.a i Dirty DancingGreaseCrazy for You, Anything Goes, Saturday Night Fever – The MusicalFlashdance – The Musical, The Book of MormonKinky Boots og Moulin Rouge – The Musical. Over en million teaterbilletter er der solgt til de musicals han har spillet hovedrollen i. Læg dertil en Reumert-nominering for ”Årets Danser” i 2017 og vinder af Reumert-statuetten for ”Årets Mandlige Hovedrolle” i 2022.

Derudover er han bl.a. blevet nr. tre i Dansk Melodi Grand Prix, har turneret med boybandhits fra 90’erne i The Boyband Tour, skrevet flere bøger, været dommer og deltager i forskellige tv-shows, holder foredrag over hele landet om mobning og kører sin egen danseskole.

Afskedssæson med to ikoniske danseroller på scenen
Nu siger Silas Holst stop med dansen på et professionelt niveau. Men han tager lige en sidste omgang i manegen i den kommende teatersæson i to forestillinger, han selv har været med til at vælge: Først som kongen af dansegulvet, Tony Manero, i discoklassikeren Saturday Night Fever – The Musical fra september, og derefter som ballroomdanseren Scott Hastings, der går sine egne veje i danmarkspremieren på Strictly Ballrom – The Musical, baseret på Baz Luhrmanns kultfilm af samme navn fra 1992.

Derefter er det slut med store dansehovedroller i musicals. Men publikum kan godt glæde sig til, at han vil spille og synge andre roller fremover, dog ikke i de bærende dansepartier.

Vil man opleve Silas Holst i sin afskedssæson som danser i Saturday Night Fever – The Musical og Strictly Ballrom – The Musical, kan billetter købes eller reserveres på hhv. www.saturdaynightfevermusical.dk og www.strictlyballroommusical.dk. Forestillingerne opføres i Falkonersalen i København, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro.